Vagtelfarvede høns

Vagtelfarvede høns .

 

 

I virkeligheden burde vi vel sige vagteltegnede, da varieten ”vagtelfarvet” består af en vildfarve som grundfarve + anlæg for columbiategning + anlæg for vagteltegning.

 

Varieten må oprindelig være opstået i området Belgien-Holland ligesom de racer, der er bærere af anlægget – Hollandske Dværge, Basetten, Antwerpner Skæghøns, Grubbe Skæghøns, Watermael Skæghøns, Ukkelse Skæghøns, og som den eneste der også findes i stor race har vi Brabanteren.

 

Desværre alle racer med ret begrænset opdrætterskare, og dermed ikke så gode betingelser for en større indsats for udviklingen af den vagteltegnede varietet. En opgørelse fra Tyskland i 2005 af opdrættere af netop den vagteltegnede gav:  15 opdrættere af Brabanter, 50 opdrættere af Basetten, 4 opdrættere af Hollandske Dværge, 28 opdrættere af Watermael og endelig Antwerpeneren med 382 opdrættere – herunder gemmer der sig så samtidig de op til 10 forskellige farver den findes i.

 

Selvom der kan være nogen forskel i udstillingsburet, så er det nøjagtig samme farvevarietet med nøjagtig samme arvelighed og samme beskrivelse i hjemlandets standard ved alle de nævnte racer.

 

Også farverne i de enkelte varieteter kan variere en del, men i dag har alle indordnet sig under beskrivelserne i de enkelte hjemlandes standarder, og det vil for Antwerpnerens vedkommende sige, at Belgien nu kun har én farveskrivelse af  ”guld/sort vagtelfarvet” (deres ”Lichte Goudkwartel” er slettet), og at Tyskland avler sig væk fra den noget brunrøde udgave, der efterhånden dominerede de tyske udstillinger.

 

Vagteltegningen har en noget speciel udbredelse, idet dyrene skal have lys bryst- og underfarve og mørk overfarve. Overfarven så udbredt som muligt uden at brede sig til skæg, bug og lår, og uden at hønen mister randtegningen på ryggen. Kropsfjer med lys randtegning og lys rib.

 

Der ønskes ikke tostammeavl i varieteten, men man må have for øje, at der skal bruges ret mørke haner for at lave ”fuldtegnede” høner, og lidt lyse høner hvis hanerne ikke skal få for sorte halskraver, og sorte fjer i skægget.

 

Det er meget svært at give gode farvebeskrivelser i tekstform, men vi prøver her med den ”almindelige”  guld/sorte varietet:

 

Hane

 

Hoved: Glinsende sort, med fin gyldenbrun randtegning. Bemærk, at der ikke er tale om skarpe afgrænsninger mellem midterfelt og randtegning, men derimod en jævn overgang.

 

Ørefjer: Grågule uden sort. Guldgul rib.

 

Hals: Behængets lange fjer med glinsende sort grundfarve med stærkere glans nærmere ryggen, og med gyldenbrun rib og matgul randtegning med stærk markering af overgangen til bryst. Den nederste trediedel bryder randtegningen, og det sorte midterfelt fortsætter til fjerspids. Ribben mørkere mod fjerspidsen

 

Skæg: Guldgult, antydning af gråt tilladeligt, mørkest mod halsen. Må være så renfarvet som muligt, helt mørke fjer er en alvorlig fejl. Guldfarvet rib.

 

Bryst: Glinsende guldgul med gylden rib og med matgul randtegning.

 

Ryg: Befjeringen på overryggen under halsbehænget har en sort dråbetegning, guldfarvet rib og gulligbrun randtegning. Bagtil smallere og længere med størst mulig sort midterfelt og med øget guldrandtegning.

 

Saddelbehæng: Med så stort sort midterfelt som muligt, og med en ret bred guldbrun rand, gyldenbrun rib.

 

Vingebuerne: Sorte med fin kastaniebrun randtegning, ikke for stort sort midterfelt, gyldenbrun rib. Skuldrene har et grøntglinsende trekantet midterfelt med guldbrun rand, der tilsammen danner et smukt gyldenbrunt helhedsbillede. Det sorte parti i fjerene må ikke dominere det gyldenbrune.

 

Vingebånd: Mørkebrune med aftrappet bred sort randtegning, gyldenbrun rib. De øverste af første rækkes svingfjer er sorte, de øvrige fint randet med kanelbrunt. Anden rækkes svingfjers inderfane sort, yderfarven kanelbrun med sorte endespidser og sort rib. Den ret åbne vinge danner derved et smukt, let vifteformet vingespejl. Hvis vingen foldes for meget forsvinder båndtegningen, men den belgiske standard forlanger ikke længere synlige vingebånd.

 

Styrefjer: Sorte, de store og mellemstore seglfjer grønglinsende sorte uden randtegning. De små sideseglfjer nærmest bagkroppen med gulbrun randtegning som saddelfjerene.

 

Bug: Gråbrune, bagtil grågule, gylden rib.

 

Lår: Glinsende guldgul med gylden rib og matgul randtegning, de store fjer nok så gulbrune.

 

Underfarven: Dunfarven mørkegrå, på bryst og lår noget lysere.

 

 

Høne

 

Hoved: Små sorte fjer med guldrandtegning og gyldenbrun rib. Randtegning ligeså dominerende som midterfeltet.

 

Ørefjer: Grågule uden sort, guldgul rib.

 

Halskrave: Fløjlssort med smal brungul gennembrudt randtegning, der er aftagende mod forhals og mod ryggen (altså stærkest i glans midtfor, set fra siden), gyldenbrun rib.

 

Skæg: Guldgul med guldgul rib og matgul randtegning, lidt mørkere farvetone end brystet tilladeligt.

 

Bryst: Guldgul, mod vinger og sider gående over i mørkebrunt, guldgul rib og matgul randtegning.

 

Ryg: Overfarvende visende et glinsende fløjlsagtig mørkebrun-sort midterfelt med gyldenbrun rib og smal gyldenbrun til kastaniebrun yderrand, randtegningen dog ikke skarpt afgrænset. Randtegningen bliver mod halen mere fremtrædende.

 

Vinger: Fløjlsglinsende sort-mørkebrun farvetone med guldrib og en fin gyldenbrun randtegning, randtegning og rib mere udpræget og tydelig end på ryggen – der tilstræbes så ensartet et vingeskjold som muligt. Første rækkes svingfjer sorte, anden rækkes kanelbrune med sortagtig yderrand og med gylden rib, hvorved vingen overkant viser en aflang lys stribe. Helhedsindtrykket skal være kanelbrunt.

 

Hale: Styrefjer sorte med mørkebrun rand og sort rib. Haledækfjer mørkt brunsorte med gyldenbrun randtegning og med gylden rib.

 

Bug: Gråbrun.

 

Lår: Guldgule med guldgul rib og matgul randtegning. De store fjer er mørkt kastaniebrune med guldfarvet rib og matgul randtegning.

 

Underfarve: Dunfarve mørkegrå, ved brystet noget lysere grå.

 

De bedst tegnede dyr ser vi varieteterne guld/sort og sølv/sort, når der også kommer fortyndingsanlæg som blå eller perlegrå med i arvegodset ”forsvinder” der mere af tegningen, og det må man nødvendigvis tage hensyn til i avlsarbejde og bedømmelse.

 

Udarbejdet 2008 af Leif V. Jensen og Bent S. Pedersen.

Tak til Hans-Dieter Prekel og Holger Schellschmidt for materialer og kommentarer.