THÜRINGER SKÆGHØNS
Oprindelse og historie
Thüringer skæghøns er en ret gammel race, fremavlet i og omkring byen Ruhla i Thyringen.
De beskrives allerede i 1793 af tyskeren Bechstein, i farverne Sølv Sortplettede og Guld Sortplettede. Ved Gynther Schneider, Virnau, Tyskland, findes der en håndskrevet standardbeskrivelse fra 1898, hvor de blev optaget i den tyske standard.
De er fremavlet ved brug af Houdan, Paduaner, Bøhmiske landhøns og Thyringer landhøns, det var indbyggerne i byerne Ruhla og Steinfeld der har fremavlet dem, i disse byer var der tidligere meget fine Thyringer skæghøns.
En af de mest betydningsfulde opdrættere omkring århundredeskiftet var Albert Erk, Ruhla der lavede et stort avlsarbejde og gjorde meget for deres udbredelse.
De fandtes fra starten i mange farver: brune, sorte, gule, hvide, blå, trefarvede- og gøgespættede. Nu ser man mest de Sølv-sortplettede, Guld- sortplettede og Chamoisfarvede- hvidplettede og det er de to sidste varieteter, vi i nyere tid har set på udstillinger her i Danmark, takket være en god indsats fra Ejner Thomsen, Ålborg der har gjort en del for udbredelsen af dem her i Danmark.
Den er ret udbredt i Tyskland og på udstillinger i Thyringen ser man ofte ca. 200 dyr udstillet i forskellige varieteter.
Den findes også i dværgform, nedkrydset ved brug af Antwerpner skæghøns og Bantam, de blev udstillet første gang i Berlin i 1919. Den findes også her i Danmark og var udstillet første gang i 1975 af Søren Simonsen, Hasselager. Der er i dag nogle få opdrættere af racen.
NATUREL
Thyringer skæghønsene er en mellemstor landhønsetype, med et lidt rundt hoved, hvor øreskiverne er dækker af kind og hageskægget. Den er en god nyttehøne, ret hurtigvoksende, rolig, meget fodersøgende og den fælder ret hurtigt. Den er en ret god æglægger ca. 150 æg årligt og ret mange om vinteren, æggene har en vægt på 55-60 gram og skalfarve er hvid. Den er også en ganske god rugehøne og kyllingefører.
RACEBESKRIVELSE
Hanen: Den er en middelstor landhønetype med middellang og ret kraftig krop, bagpartiet er ret fyldig. Halsen ikke for lang og let buet, med kraftig behæng. Ryggen er middellang, ret bred og nærmest flad. Sadlen ret bred og med et fyldigt behæng, ret bred over skuldrene, således at den er ret bred i hele dyrets længde og spidsende ind mod halen, der er ret stor og med brede styrefjer, der er ret lange og med godt buede sejlfjer og mange sidesejlfjer, halestillingen ca. 45 grader. Brystet bredt og ret fyldigt, endelig ikke for fladt. Vingerne ret lange brede, ikke for fast tilliggende, men nærmest lidt løst båret uden at være hængende. Hovedet middelstor og med rund isse. Kammen er en middelstor enkeltkam med regelmæssige takker, bagkammen skal følge nakken. Ansigtet syner ret lille på grund af det store skæg. Øjnene store, røde til mørkebrune efter varieteten. Næbbet forholdsvis kort og let buet, kraftig ved næbroden, hornfarvet, lysere eller mørkere efter varieteten. Øreskiverne blålighvide og så små, at de er dækket af skægget. Hagelapperne mangler eller er kun antydet og dækket af skægget. Skægget skal være udelt, lidt langstragt og meget fyldigt. Lårene skal være forholdsvis korte og lidt kraftige med god befjering. Løbene middellange, skiferblå, lysere eller mørkere efter varieteten. Tæerne middellange og godt spredte. Fjerdragten ikke for løs og godt tillæggende, dunpartiet ikke for langt.
Hønen: Med godt rundet og lidt dybt brystparti og noget fyldigt bagparti. Kammen er en forholdsvis lille enkeltkam og lidt hældende bagkam er tilladt, ellers med de kønsmæssige forskelle.
Hanens vægt 2-2,5 kg. Hønen 1,5-2 kg.
Racens stade
Thyringer skæghøns er en af de nyere racer på Danske udstillinger, så der er på nuværende tidspunkt ikke gjort det store avlsarbejde med racen, det bliver det forhåbentlig i årene fremover, det fortjener racen.
Der findes i dag ret gode dyr i chamoisfarvede-hvidplettede, med ret gode hoveddele, ret god kropsform, farve og plettegning, men kun ganske få stammer i denne smukke varietet. Den kunne godt fortjene nogle flere opdrættere.
Der bør arbejdes på at få en renere grundfarve uden hvid melering og en lidt mere skarpt afgrænset endeplet.
Den findes også i guld-sortplettet, her er der lidt flere opdrættere. Her findes ligeledes ret gode typiske dyr med ret gode hoveddele, ret god farve og plettegning samt ganske god skæg. De første dyr man så i denne varietet havde generelt dårlige kamme, her er der allerede sket en væsentlig forbedring. Her skal man også være opmærksom på renheden i grundfarven og skarpheden i plettegningen samt fordelingen af pletterne. Ved typen skal man være opmærksom på at den rette dybde af bryst og bagkrop er til stede, idet denne race er fremavlet som en ret god æglægger med god kødfylde. Racen skal hele tiden have det fornødne fyldige skæg.
LEIF V. JENSEN