CHABOS

Denne dværghøne er vel en af vore mest ejendommelige dværghønseracer med et særpræg, som vi ikke finder ved andre racer. En dværgrace der er meget gammel, sandsynligvis helt fra 1600- tallet, men ikke som der står skrevet og mange tror af japansk oprindelse, men derimod fra indo-Kina.

OPRINDELSE

Navnet Chabos viser tydeligt at racens oprindelsesland ikke er Japan, idet navnet Chabos kommer fra det japanske ord Chiyanpa, hvilket betyder syd-Kina

I gammel japansk hønselitteratur fra 1600-1700 tallet kalder man racen Ro-Kippan, ordet Ro er betegnelsen for Kina.

Tukugava perioden varede i Japan fra 1603 til 1868 og i den periode drev japanerne meget handel med Kina, før Tukugava perioden findes der intet nævnt i japansk litteratur om Chabos.

Fra 1603 til 1868 måtte ingen japanske mennesker eller skibe fare udenlands, overtrædelse blev straffet med døden. Derfor mener man, at Chabos er kommet til Japan i denne periode, og man mener de kommer fra Indo-Kina i området Vietnam, Thailand og Malaysia.

HISTORIE

I europæiske hønsebøger kan man læse, at Chabos racen kom til Europa i 1800 tallet. Det som taler for, at de er kommet til Europa før, er et hollandsk maleri fra 1600 tallet kaldet HØNSEGÅRDEN malet af den hollandske maler Jan Sten, hvorpå der er malet en gul sorthalet Chabos, og man ved, at hollænderne havde en handelsstation i Japan allerede i 1641. I midten af 1800 tallet importerede en englænderinde ved navn Woodstock hvide sorthalede Chabos fra Japan, og nogle år senere importerede Hr. Albrecht Fra Dresden også Chabos direkte fra Japan.

De mest kendte importører af Chabos er Baronesse Ulm-Erbach, der i 1877 og 1881 importerede flere stammer fra Japan. Det samme gjorde Grev von Welcheck begge fra Tyskland. De har betydet meget for racens indførsel i Europa.

En mand som Christian Scheiding fra Tyskland har betydet meget for Chabos avlen i Europa, og han har skrevet flere bøger om Chabos. I 1970’erne har Adolf Wittkop fra Essens importeret dyr fra Japan og sidst i 1980’erne har Kurt Michel fra Garbsen fået dyr hjem fra Japan. Det sidste nye har Günther Borger fra Gros-Rohrheim indført, det er Chabos med skæg (Ohiki), som også er meget sjældne i Japan.

CHABOS I DANMARK

Chabos kom ret tidligt i racefjerkræavlens barndom til Danmark, de var første gang udstillet på Vennelyst udstillingen i Århus i 1880 af fru Grevinde Friis Frisenborg, og i tidskrift for fjerkræavl nr. 24-1880 kunne man læse følgende: Japanske Bantams-Nagasakis udstillet af Fru Friis, nævnte stamme var ret net, men dog ikke så fuldkomne som en sådan blot og bar Sir-race bør være. I klubbladet ´´landsklubben for Pryd og Dværghønseavler´´ fra 1929-30 skrev den dengang meget kendte opdrætter af Chabos i flere farver, Daniel Møller fra Valby flere gode artikler om Chabos, hvilket viser, at der allerede i disse år var stor interesse for Chabos i Danmark.

NATUREL

Chabos er en dværghøne, der ikke kræver den store plads, dels på grund af sin størrelse men også på grund af sin rolige natur, selv om det er en let race, bliver den meget nem tam og fortrolig, fritgående i haven kommer den rigtig til sin ret.

Det er en meget rigtliggende race, der lægger 120-150 æg om året?, dette sammenlagt med den ringe plads den behøver og det forholdsvis lille foderforbrug gør, at der er god økonomi i at holde Chabos. Chabos er en god og villig ruger og en god kyllingefører, og kyllingerne er hurtigtvoksende.

DET RACETYPISKE

Typisk for racen er dens lille men forholdsvis kraftige krop. Den er lavbenet, den er stejlhalet, den har en forholdsvis stor kam og hagelapper, den skal have en god bred fjerstruktur, både ved glatfjerede og krøllede. Den findes i mange farvevarieteter og også som silkefjerede. Dette er den rækkefølge man ved opdræt og bedømmelse helst skal prioritere tingene i.

Kropsform: En forholdsvis kort eg sammentrængt krop, med god bredde over ryg og skuldre; kroppen skal være knap vandret, idet brystet skal være så højt båret, at man kan se tæerne i normal stilling; brystet skal være bredt og stærkt hvælvet, forreste punkt ca. 2/5 oppe på totalhøjden.

Løb og tæer; Løbene skal være korte, runde og kraftige, tæerne lange og godt spredte. Løbsfarven (benfarven) ved lyse varieteter skal være gul, ved mørke varieteter er noget mørke løb tilladt, men mindst fodsålen skal være gul.

Halestilling og haleopbygning samt vinger; Halestilling ca. 95 grader med rigeligt og godt udviklet sadelbehæng, så der er et godt fylde ved haleroden, det er med til at give en god haleovergang. Haleopbygning med lange, brede styrefjer, gerne 3-4 cm. Brede. Lange sabelformede sejlfjer, disse skal være stive og samlede, ragende godt op over hovedhøjde og med mange sidesejlfjer. Ved hønen også brede styrefjer i hale, og pas på de første 2 haledækfjer ikke drejer, det giver haner med spredte, ikke tæt samlede sejlfjer, og her er det uhyre vigtigt, at der er en meget fin afrundet haleovergang; høner med >>knæk<< i haleovergangen bør ikke benyttes i avl, ej heller haner og høner med for fremadført hale 105 grader eller mere. Ved haner må halen ikke mere end lige berøre bagkammen.

Vinger; Disse skal være ret lange med brede vingefjer og båret så lavt, at de berører jorden ved afslutning af kroppen; de skal kunne lave 2 parallelle streger når dyret går i løst sand.

Hoveddele; Hovedet forholdsvis stort og bredt, ansigtet rødt og glat, ved ældre dyr med bræmme over øjnene.

Kam; Hanen skal have en stor kraftig, lidt grovkornet enkeltkam med 4-5 brede renskårne takker, og der skal være en god bred kambase, tykt og ret høj kamblad, forkammen skal begynde ved næbspids, gerne lidt før og gå godt ud over nakken uden at ligge for tæt på denne. Lidt urenheder ved for og bagkam bør accepteres, når der er tale om en ellers god kam, ligeledes må man også se mildt på lidt folder i kammen over næbet, de er med til at støtte den store kam. Hanen bør have 2/3 kamblad og 1/3 takker. Hønens kam skal også være ret stor og kraftig, her er det vigtigt, at kambladet ikke er for tyndt, og der skal være ikke over 5 ret brede takker, overhængende kam er tilladt, her må man også acceptere lidt folder, sløjfer i forkam, når der ellers er tale om en velskåret kam.

Øreskiver; Ret store og røde, hvidt i øreskiver er en alvorlig fejl.

Øjne; Livlige, ved lyse varieteter orangefarvede til røde, ved mørke varieteter røde til lysebrune, det er kun de sortkammede, der skal have mørkebrune øjne.

Næb; Ved lyse varieteter gult, ved mørke varieteter hornfarvet, men så gult som muligt bør tilstræbes.

Fjerdragt; Overalt forholdsvis brede, ikke for spidse fjer med et godt dunparti og lidt asiaterfjer (dobbeltfjer). Dette er med til at give den gode haleovergang, halsbehæng og halskrave med en rigelig og god befjering. Det fyldige halsbehæng, den knejsende holdning, den stejle hale giver det karakteristiske U, der er ved en Chabos, dannet af halsen og halen med den gode fyldige overgang.

Vægt: Hane: 725 gram. Høne: 625 gram.

Rugeæg: Minstevægt 28 gram, Skalfarven: Cremefarvet.

FARVEVARIETETER

Hvide: Overalt så renhvid som mulig, uden gullig anstrøg.

Sorte: Overalt sort med god grønglans, dunfarven sort eller mindst meget mørk grå, fri for hvidt, da dette ses i haleovergangen ved haner, især ved de krøllede.

Sort / hvidplettede: Grundfarven sort med god grønglans, de fleste kropsfjer og helst alle hale og vingefjer med uregelmæssig formet hvid endeplet, ikke grå plet. Pletterne følger ikke fjerstrålerne, men vender for det meste modsat, grunden er sandsynligvis, at de er født hvide med en sort plet i nakken og de første fjer er hvide, hvorefter de bliver mere sorte, når de skifter fjer, hvilket er modsat de fleste andre racer.

Pletstørelsen: Husk der er tale om en race med bred fjerstruktur og derfor bliver plettegningen ret stor, man kan ikke lave en lille fin endeplet på en bred og afrundet fjer. Randtegning er en alvorlig fejl.

Hvide / sorthalede: Kropsfarven renhvid fri for gullig anstrøg og fri for sort tegning på halsen. Halefarven helst kraftig sort med grønglans, ikke gråsort, sejlfjer og sidesejlfjer gerne med hvid rand. Vingetegning med hvid yderfane og sort inderfane, så den sammenfoldede vinge er hvid, her må man ikke være for kritisk med den sorte vingetegning men huske at der ved Chabos er tale for en meget fortyndet form for Columbiantegning. Dunfarven hvid.

Gule / sorthalede: Der bør være en god mættet gul kropsfarve ved begge køn, og ligeledes bør der være en lidt mørkere gul farve i halsbehæng og sadelbehæng ved hanen og også lidt mørkere halskrave ved hønen. Der er også her tale om en meget fortyndet form for columbiantegning. Halefarve sort med god grønglans og sejlfjer og sidesejlfjer gerne med en gul rand. Vingetegning med gul yderfane og sort inderfane.

Dette er de mest udbredte farvevarieteter. Der findes desuden Blå, Perlegrå, Gøgespættede, Porcelænsfarvede, Birkefarvede, Sort / sølvhalsede, Sort /guldhalsede, og alle farverne i såvel glatfjerede og krøllede samt silkefjerede. Endvidere er der nogle nye spændende farver på vej, så der er noget for enhver smag.

AVL OG OPDRÆTTERTIPS

Ved avl med Chabos er der nogle ting man skal være klar over. Alt afkommet arver ikke de meget korte ben, der kendetegner en Chabos, men de spalter sig ud i lavbenede og normalbenede, plus der er en letalfaktor inde i billedet.

Man kan avle Chabos på flere måder, man kan bruge en lavbenet hane og lavbenede høner; der får man lidt problemer med befrugtningen, den er knap så god, samt at en del af kyllingerne ikke kommer ud af æggene på grund af den letale dødelighedsfaktor, der er på arveanlægget for forkortning af rørknoglen, der giver de korte ben.

De spalter sig ud, så man får 50 pct. Lavbenede, 25 pct. Normalbenede, og de sidste 25 pct. Dør i æggene på grund af letalfaktoren. Man kan også bruge en normalbenet hane og lavbenede høner, derved undgår man næsten letalfaktoren og får 50 pct. Lavbenede og 50 pct. Normalbenede kyllinger. Ved begge metoder er det de lavbenede dyr, der bærer arveegenskaberne for lavbenethed, altså de forkortede rørknogler. Parrer man normalbenet hane og høne, får man næsten kun normalbenede dyr, idet kun meget få af dem bærer genet for lavbenede, det er kort sagt uhensigtmessig at bruge denne metode da frasorteringsprocenten er for stor.

Bruger man en lavbenet hane og lavbenede høner får man kyllinger der har lidt kraftigere korte ben, hvilket man nemt kan se på de daggamle kyllinger, og allerede der kan man sortere sine kyllinger i de, der er noget værd til videre avl og udstilling.

Disse ting gør, at når man vil anskaffe sig an stamme Chabos, er det vigtigt at anskaffe sig en avlsstamme af god kvalitet med gode lavbenede dyr, derved får man flest glæder og mindst problemer i sin videre avl.

Med denne artikel håber jeg mange flere får lyst og interesse i at arbejde med og opdrætte denne spændende race, der på mange måder adskiller sig fra andre racer, der er store udfordringer i at opdrætte Chabos, men med tålmodighed og kærlighed til dyret er der mange flere glæder.
Leif V. Jensen